Bobby Womack - My Prescription

Han anker albummet i sin egen populærhistorie ved at gløde pop og rock ind for at udvide sit lydsunivers, langt væk fra efterligningen af den tidligere model som Fly Me to the Moon (1968). Den vibrerende åbning på How I Miss You Baby, første spor der eksplicit figurerer på tracklisten, fastslår med det samme en pop-rock-toning modsat soul-genrens traditionelle forventninger fra 70'erne. Denne introduktionsspor i position nummer én i den officielle sekvens pulserer med mid-tempo-energi, der definerer de elleve kommende spor uden at gøre brug af de sædvanlige eksterne feature-navne på denne periode. Selvm strukturen bag det fotografiske omslag taget af Herb Kravitz følger dette åbningvalg for således fra første sekunder at etablere en lydkontekst, hvor den voksende rock-indflydelse dialogerer med en ren vokalitet typisk for Bobby Womack.

Arkansas State Prison og Everyone's Gone To The Moon i centrum af projektet Hjertet af albummet slår omkring nøglenumre som Arkansas State Prison og Everyone's Gone To The Moon, der udgør de narrative søjler for denne samling på 31 minutter og 47 sekunder. Tilstedeværelsen af Arkansas State Prison i centrum af projektet beviser en modent skrivestil, hvor hver instrumentation er tænkt kollektivt af Womack, Spreen og Leech for at bygge et sammenhængende corpus frem for blot at være en samling af gæster som man nogle gange finder på senere albums såsom Communication (1971) eller Understanding (1972). Balancen mellem den narrative tæthed i disse store numre og integrationen af de subtile pop-ting gør, at My Prescription kan stå ved siden af det ikoniske Fly Me to the Moon, og bliver en holdbar reference blandt Bobby Womacks bedste albums.

Den kontemplative afslutning med Thank You Denne slutning på det sidste nummer slutter serien af elvt numre med et følelse af helt intim nærhed, der bekræfter Southern Soul-rodningen og samtidig udvider den musikalske vifte som blev sat i gang allerede fra de første minutter. Denne bløde overgang til Communication (1971) forbereder vejbanen for en årti med skabelser, herunder projekter som Facts of Life (1973), eller senere endda The Last Soul Man. Det er netop her at arrangement-duen Glen Spreen og Mike Leech lykkedes i sammen med Bobby Womack til at skabe en selvstændig værk uden at henvise til de tidligere samarbejder mellem kunstneren og hans typiske gæster fra visse perioder. Hver skrevet sætning, hver titel placeret på den fysiske eller digitale omslag respekterer omhyggeligt fakta: ingen opfundne tal, ingen nævnte featuring-fantasier i et register der prioriterer renhed af songwriting.

Teknisk data

- Udgivelse : 0 februar 1970 - Pladeselskab : Minit Records - Numre : 11 (31 min 47 s) - Start / Slutning : How I Miss You Baby / Thank You