En Vogue - Born to Sing

Albumet Born to Sing fungerer som en lydmanifest, udgivet den 3. april 1990 via Atlantic Records, og der forsøges at forene forskellige genrer uden at gå på kompromis med soul-traditionen. Dette er det første studiealbum fra kvartetten, der blev dannet i Oakland i 1988, efter deres deltagelse i FM2-projektet samme år, og det åbner med en ikonisk sang: Party.

En modernistisk og hybrid lydstruktur

Denne åbningssang, nummer 1 på albummet, etablerer straks gruppens modernistiske æstetik. Det handler ikke om simple covers eller marginale eksperimenter, men om en struktur, der er skabt af duoen Denzil Foster og Thomas McElroy, med bidrag fra Hughie Prince, Don Raye, Marvin Yancy og Chuck Jackson. Denne produktion sigter mod en tydelig modernitet, der blander soft hip hop soul, pop, R&B fra begyndelsen af 90'erne, rap og new jack swing for at skabe en kommercielt succesfuld standard fra starten. Albummet har en samlet længde på 51 minutter og 7 sekunder.

New jack swing-elementer i "Hold On"

Sporet Party fungerer som det første ankerpunkt for denne sang. Det viser, hvordan medlemmerne af gruppen, som oprindeligt var designet som et trio af Foster og McElroy før Terry Ellis blev tilføjet, formår at skabe en øjeblikkelig sammensmeltning af stemmer. Denne titel er ikke blot en intro, men en erklæring om hensigten, der forbereder lytteren på en lytteoplevelse, der skifter mellem velbyggede ballader og sange med et moderat tempo. Atmosfæren er præget af en enhed, hvor hvert medlem er kvalificeret til at være lead-sanger på enhver sang – en plan, som producenterne havde formuleret under auditions i 1988, hvor næsten tre tusinde kvinder deltog. Denne solistiske eller kollektive åbning sætter tonen for en plade, der skal forene Suprêmes og Martha and the Vandellas' arv med det nye urbane lyd.

Debbies unikke tilstedeværelse på "Lies"

Det er på Hold On, albumets første single, at den kommercielle succes etableres. Denne sang er blevet en hit, der er blevet rangeret højt i pop- og R&B-hitlisterne, og har også toppet dansemusik- og klubplay-listen. Sangen er senere blevet nummer 5 i Storbritannien, hvilket viser, at den har været populær i europæiske klubber. Hold On cementerer den bløde hip-hop soul-genre i de amerikanske hitlister og viser, at Foster og McElroys vision fungerer perfekt i praksis. Kvartettens vokal præsentation er fremhævet som en stærk faktor, der kan konkurrere med populære standarder, samtidig med at den bevarer en autentisk R&B-stil, der adskiller albumet fra mere generiske produktioner fra tiden.

En platin-succes og dens kritikere

I et album, hvor den samlede vokal er i fokus, er den eneste eksterne indflydelse tydelig: Lies feat. Debbie T.. Dette er det eneste nummer på albummet, der indeholder et gæstevokal, hvilket er en vigtig detalje, der strukturerer analysen af projektet. Debbie T. optræder kun på dette nummer, og er officielt angivet som gæst på sangen Lies. Dette nummer, albumets andet single, har også toppet Billboard R&B-listen og er blevet rangeret blandt de 40 bedste i pop-listen. Det er en præcis teknisk alliance, hvor gæsten tjener sangen, i stedet for at være hovedfokus, og respekterer den fleksible struktur, som producenterne har designet.

Den kommercielle succes med "You Don't Have to Worry"

Den kommercielle succes af singlen er også baseret på You Don't Have to Worry, den tredje single fra dette album. Denne sang har også nået nummer 1 på Billboard RnB-listen, og dermed bekræftet gruppens dominans i denne specifikke kategori. Den er en del af en række hits, der har gjort, at albummet er blevet certificeret som guld af RIAA. Sangens vokal er igen rost for deres evne til at navigere mellem balladernes følelser og sangens dynamik. You Don't Have to Worry illustrerer denne logik om teknisk perfektion, hvor hver sang er designet til at maksimere kommerciel appel, et mål der er blevet opnået med stor succes, på trods af nogle variationer i vokalen på andre numre. Det er sådan, at gruppen har formået at opretholde en høj kvalitet, samtidig med at de udforsker forskellige aspekter af det nye urbane lyd.

Albummets kommercielle rejse slutter med Don't Go, den sidste single fra Born to Sing. Denne sang har nået tredjepladsen på RnB-listen, og viser, at albummet stadig er stærkt, selv i de senere udgivelser. Don't Go illustrerer gruppens evne til at skabe sange med dansepotentiale, samtidig med at de bevarer denne soul-identitet, der karakteriserer dem. Dette er en sang, der markerer slutningen på gruppens første bølge af succes, og antyder en udvikling mod andre projekter som Funky Divas.

Albumet skiller sig ud ved sin strategiske position i gruppens historie, og fungerer som en vigtig bro mellem deres tidlige arbejde og deres efterfølgende monumentale succeser. Det er det første studiealbum, som En Vogue optog, en gruppe, hvis eksistens faktisk blev planlagt efter deres bidrag til FM2-projektet i 1988. Dette første diskografiske skridt baner vejen for en karriere, der kulminerer med Funky Divas i 1992, derefter EV3 i 1997, Masterpiece Theatre i 2000 og The Gift of Christmas i 2002, før den nyere æra, der er præget af Electric Café i 2018. Atlantic Records identificerede tidligt potentialet i kvartetten fra Oakland, og omdannede et oprindeligt trio-koncept til et kvartet efter Terry Ellis' sene audition. Konstruktionen af denne gruppe var baseret på en præcis vision: at skabe en enhed, hvor hvert medlem var kvalificeret til at lede på ethvert nummer, og der blev blandet intelligens og stærke vokal i tråd med Suprêmes, men med en ny og unik modernitet. Tracklisten afspejler denne ambition om lydarkitektur, hvor sangene er arrangeret for at maksimere den kommercielle effekt, samtidig med at der udforskes en palet af genrer, fra blød hip hop soul til new jack swing. Tilstedeværelsen af Boogie Woogie Bugle Boy på fjerde plads eller Time Goes On på ottende plads afspejler denne vilje til at diversificere tempo og stemninger, og skifte mellem velbyggede ballader og sange med et medium tempo. Denne musikalske tilgang har gjort det muligt for En Vogue at vinde flere priser ved MTV Video Music Awards end ethvert andet kvindelig gruppe i kanalen, med i alt syv trofæ. Den kritiske vurdering bekræfter denne succes: selvom nogle sange som Just Can't Stay Away og Part of Me har modtaget blandede anmeldelser på grund af deres produktion, er albummet generelt blevet rost for sin umiddelbarhed og evne til at fungere som en silkeblød kontrast til den dominerende gangsta rap på det tidspunkt. Albumet er omgivet af to sange, der afspejler mangfoldigheden af de musikalske valg: Party som åbner og Waitin' on You som afslutning. Mellem disse to sange er der nogle, som Just Can't Stay Away og Part of Me, der er blevet betegnet som fiaskoer af Jose F. Promis i sin anmeldelse for AllMusic, selvom han generelt vurderede hele albummet som en succes. Dennis Hunt fra Los Angeles Times bemærkede, at nogle vokalharmonier kunne være irriterende eller dissonante, og dermed ødelægge nogle sange, på trods af en generelt positiv produktion. BBC Music's Daryl Easlea har ligeledes fremhævet albummets umiddelbare og fængende natur, og betragtede det som en silkeblød kontrast til den dominerende gangsta rap-scene i USA. Spin magazine's forfatter Kevin Westenberg har derimod rost gruppens fantastiske harmoni, og påpeget, at man sjældent hører denne type perfekt vokal. Jan DeKnock fra Chicago Tribune har endelig påpeget, at hver stemme er tydeligt hørbar, på trods af projektets op- og nedture. Denne nuancerede, men generelt positive kritik, bekræfter, at Born to Sing er et album, der ændrer spillet i En Vogues karriere, og transformerer et girl group til en platin-ikon fra starten.

Tekniske oplysninger

- Udgivelsesdato: 3. april 1990 - Pladeselskab: Atlantic Records - Nummer af sange: 12 (51 minutter og 7 sekunder) - Åbning/afslutning: Party / Waitin' on You - Gæster: Debbie T. - Tidligere album: Best Of (1970)