Me'Shell NdegéOcello - Bitter

Billboard har også givet dette værk navnet "modern masterpiece", og fremhævede den iboende kvalitet i lydoplevelsen. Mens Vibe afsluttede året ved at erklære dette album som "Album of the Year". Tallene taler for sig selv: #105 på Billboard Top 200, #40 på R&B Albums og #13 på Top Internet Albums. Disse placeringer er ikke blot statistikker; de afspejler en kritisk modtagelse, der har kunnet læse en stor æstetisk ambition i dette album.

Adam som åbningsnummer: stemmen som det første ord

Albummet starter straks med Adam, en sang, der tydeligt sætter scenen. Det er et første skridt mod en kunstnerisk position, der er markant ensom, hvor Me'shell Ndegeocellos stemme ikke er til stede for at dominere lydrummet, men for at definere dets kanter. Denne umiddelbare introduktion sætter tonen for en stille introspektion, der vil gennemsyde hele albummet. Fraværet af aggressiv baggrundsstøj, valget af et langsomt tempo og den måde, hvorpå stemmen glider ind i blandingen uden nogensinde at blive overvældet, udgør en programmatisk erklæring: her er det ikke om at blive hørt, men om at blive forstået, i ren form.

Bas som rygraden i en intim produktion

Hjertet i denne lydlige arkitektur ligger i et valg af produktion, der definerer hele Bitter's udvikling. I modsætning til komplekse elektroniske lag eller arrangementer, der er overvældende på grund af synthesizere, bygger albummet på en organisk tilgang, hvor Me'shell Ndegeocellos baslinje både spiller en rytmisk og melodisk rolle. De elektriske guitarer og strygere blandes derefter ind i disse baslinjer som neurale bølger, og følger cirkulære mønstre, som præcist beskrives i The New York Times. Denne instrumentale struktur skaber en stærk intern sammenhæng: hvert nummer bidrager til en organisk helhed, hvor vokalen interagerer med rige lydteksturer, uden at blive overvældet af dem. Det er denne dynamik mellem minimalt instrumentalt udtryk og rig tekstur, der giver albummet sin kraft, selvom nogle kritikere, som Chicago Tribune, har hævdet, at forsøget på at udforske ambitiøse temaer om loyalitet, tro, kærlighed og skønhed nogle gange endte med en form for "dullness".

Ingen gæsteartister: Albummet som et instrumentalt udtryk for ensomhed

Her ligger projektets integritet baseret på en fuldstændig lydisolation: Jimi Hendrix signerer May This Be Love, Doyle Bramhall II skriver Sincerity og David Torn komponerer Eve, men alle disse forfattere trækker sig i baggrunden bag en unik kunstnerisk retning, der nægter at dele. Denne mangel er ikke en tomhed, men en bekræftet politisk og æstetisk position: albummet fungerer som et portræt af en kunstner alene over for sit lydmateriale.

Grace som afslutning: en melodisk løsning i en cirkulær rejse

Albumet afsluttes med Grace, som fungerer som den omvendte af åbningen med Adam. Mens det første nummer etablerede en forsigtig stemme og en indadvendt holdning, tilbyder det sidst en melodisk løsning, der antyder afslutningen på en cyklus. Selve strukturen af albummet, med tolv numre fra Adam på nummer 1 til Grace på nummer 12, danner en cirkulær rejse, hvor hvert nummer bidrager til denne overordnede arkitektur. Det er på denne sidste note, at oplevelsen afsluttes: en melodi, der synes at acceptere afslutningen som en integreret del af helheden, uden en brat afbrydelse, men med en kontinuitet, der bekræfter det oprindelige mål i Bitter.

Kritisk vurdering

Bitter er et album, hvor den intime produktion og fokus på basspillet har formået at strukturere hele værket til en sammenhængende helhed. Det er et album, der ikke søger at skille sig ud gennem virtuos vokalpræstationer, men snarere gennem fylden i en autonom lyd, hvor hvert nummer bidrager til en organisk helhed, der styres af en bas, der orkestrerer selve pladen.