ORELSAN - Le Chant des sirènes

Efter otte til ti måneder med manglende kreativitet, indførte Orelsan en streng arbejdsdisciplin for at komponere sit andet studiealbum, der udkom den 26. september 2011. Over for den tomme side efter Perdu d'avance (2009), overvandt Aurélien Cotentin en blokering ved at isolere sig på landet i en uge og ved at blande virkelighed og fiktion for at skrive Le Chant des sirènes. Han siger, at han ikke kan gøre det på en afslappet måde, og opgav derfor spontaniteten fra starten af sin karriere til fordel for en tilgang, hvor det at vide, hvad man vil tale om, kommer før budskabet og rimene. Denne vanskelige proces, der er præget af en periode med manglende inspiration, forklarer, hvorfor albummet er et krævende og ambitiøst værk.

Den pålagte disciplin for at overvinde den kreative blokering

Orelsan forklarer, at titlen kommer fra, at i en alder og i en tid, hvor der er mange fristelser og afhængigheder, langt flere end i sin bedsteforældres tid, så handler alle hans sange om det. Han tilføjer også, at navnet stammer fra, hvordan sociale medier skaber fristelser for dem, der er lidt kendte og ikke har det godt. For at komponere dette værk, smed han omkring 30 sange ud, før han fandt den blanding mellem rap og sang, den blanding mellem mig og ikke-mig. Han introducerer dermed mere fiktion, noget han ikke ville have gjort på sit første album Perdu d'avance (2009).

Albummet: en svær, men nødvendig tilbagevenden

Albumet følger det forrige studiealbum, Perdu d'avance (2009), før det forudgår La fête est finie (2017). Det handler om, hvad der er sket i Orelsans liv siden det første album, herunder en turné og en karriere inden for underholdningsbranchen. Albumets omslag beskrives som et helt sort CD, med teksten "ORELSAN LE CHANT DES SIRÈNES" skrevet i lille skrift i bunden. Albumet markerer en ændring, hvor han forklarer, at han har været på turné og indtrådt i underholdningsbranchen, og erklærer at være "infligé une discipline de travail".

Fra singlen "Raelsan" til rekordsalg i den første uge

"Raelsan", der udkom i maj 2011, fungerer som den første sang fra albumet og markerer denne ændring i skala. "Double Vie" udkom som en promoveringssingle, før Plus rien ne m'étonne, som blev nummer 45 i den første uge i oktober 2011. Den tredje single er "Suicide Social", som i december 2011 blev fulgt af La terre est ronde.

Geniale øjeblikke i en verden, der nogle gange er almindelig

For "Goûte Mes Disques", fremstår Le Chant des sirènes i en kontrast: en plade, der er præget af enkelte glimt af genialitet, men desværre også af flere sange, der kunne beskrives som ganske almindelige. Denne kontrast definerer oplevelsen af et projekt, der fulgte op på det første album Perdu d'avance (2009). Orelsan forklarer, at han har "reposé sur [ses] lauriers" og oplevet en periode med stagnation efter dette første album. For ham er skrivningen ikke en simpel eller naturlig proces, og han siger: "Je ne peux pas le faire en dilettante". Den første fase af hans skriveproces er at finde ud af, hvad han vil tale om. Derefter skal han bestemme, hvad han vil sige, og til sidst finde de passende rim.

Det eneste gæstevær: Gringes tilbagevenden på "Ils sont cools"

Albumet indeholder kun én sang med et gæstevær, som er angivet på listen over bekræftede gæstevær. Sang nummer 14, "Ils sont cools" feat. Gringe, markerer Gringes tilbagevenden til albumet. Hans tilstedeværelse minder om den tidligere samarbejde med Gringe fra "Perdu d'avance" (2009). Dette samarbejde finder sted på et bestemt sted i sanglisten, langt fra åbningssangen "Raelsan" eller afslutningssangen "Elle viendra quand même". Sanglisten består i alt af 16 sange. Albumets lydniveau og intensitet når sit højdepunkt med en samlet varighed på 1 time og 3 minutter, og indeholder alle 16 sange, der strukturerer dette andet studiealbum. Albumet afsluttes med "Elle viendra quand même", som tilbyder et distinkt narrativ perspektiv i forhold til åbningssangen "Raelsan". Sanglisten, der strækker sig fra sang nummer 1 til sang nummer 16, afspejler en grundig refleksion, hvor Orelsan udforsker temaer, der spænder fra moderne fristelser til afhængighed, som han finder mere udtalte end i sin bedstemors tid. Denne udforskning involverer en streng udvælgelse af indhold, hvilket førte til, at rapperen afviste omkring 30 sange, før han færdiggjorde albumet. Det minimalistiske omslag, bestående af en sort brochure, der indeholder teksterne til nøglesange som "Raelsan", "Le chant des sirènes", "Si seul" og "Suicide social", understreger denne kunstneriske ambition. Albumet udgives under 3e bureau, 7th Magnitude og Wagram Music, hvilket cementerer Orelsans position i det franske musiklandskab. Udover den soloprogram, illustrerer "Le chant des sirènes" en udvikling, hvor kunstneren opgiver spontanitet til en mere disciplineret tilgang, og dermed afviger fra sin oprindelige rolle som amatør. Denne præcision er ledsaget af en introspektion over de nye sociale realiteter, især den indflydelse, sociale medier som Facebook og Twitter har på menneskelige interaktioner og psykologiske fristelser. Albumets placering i Aurélien Cotentins karriere er afgørende, og fungerer som en bro mellem den mediale hype i begyndelsen af 2010'erne og fremtidige projekter som "La fête est finie" (2017). Inkluderingen af Gringe på "Ils sont cools" er det eneste bekræftede gæstevær, og markerer Gringes tilbagevenden, samtidig med at det bevarer en stilistisk sammenhæng, der adskiller dette album fra remixene fra 2010. Den officielle udgivelse den 26. september 2011 bekræfter vigtigheden af dette projekt, som krævede en fuldstændig kunstnerisk investering, langt fra den amatøragtige holdning, han havde i sin ungdom. Kunstneren var faktisk nødt til at arbejde efter en streng metode, og nægtede at lade skrivningen ske naturligt, som det havde været tilfældet på visse sange fra "Perdu d'avance". Åbningen med "Raelsan", hvor titlen henviser til grundlæggeren af Raëlismen, etablerer fra sang nummer 1 en introspektiv tone, der står i kontrast til albummets afslutning med "Elle viendra quand même". Denne struktur rammer de tilbagevendende temaer om afhængighed og moderne fristelser, og bekræfter kunstnerens hensigt om at beskrive en æra, hvor digitale sirener erstatter de gamle myter. Orelsan fortsætter sin kunstneriske udvikling ved at introducere en omniscient fortælling, hvor han påtager sig rollen som en observatør af protagonisterne i et samfund i krise. Denne position adskiller sig markant fra det første album "Perdu d'avance" (2009) og annoncerer en modenhed, der kulminerer senere med albummet "Civilisation" (2021), længe efter udgivelsen af "La fête est finie" (2017). Albumstrukturen, der strækker sig over 1 time og 3 minutter for 16 sange, afspejler en ambition, hvor hver sang har til formål at åbne folks øjne for de mørke sider af deres egen tid. Kunstneren nægter at være en amatør, og pålægger sig en streng disciplin, og har ikke tilladt sig selv at komme ud eller se sine venner under skabelsen, selv til den grad, at han har isoleret sig i landet i en uge. Denne præcision forklarer, hvorfor han har smidt omkring 30 sange ud, før han har fundet den rette blanding mellem rap og sang, en blanding, han ikke ville have turdet tage tidligere. Albummet fortæller ikke kun om hans liv fra det første album, inklusive en turne og en indgang i underholdningsbranchen, men berører også universelle temaer som fristelser og afhængighed, som han finder mere udtalte end i sin bedstemors tid. Det minimalistiske omslag, der består af en sort brochure, der kun indeholder teksterne til nøglesange som "Raelsan", "Le chant des sirènes", "Si seul" og "Suicide social", understreger denne kunstneriske sobriet og afvisning af overfladisk underholdning. Albummets resultat ligger i dets evne til at transformere en personlig krise til et struktureret værk. Dette andet studiealbum fra den franske rapper Orelsan bekræfter overgangen til en mere krævende og ambitiøs tilgang, der blander rap og sang.

Tekniske oplysninger

- Udgivelsesdato: 26. september 2011 - Pladeselskab: 3. kontor, 7. magnitude, Wagram Music - Numre: 16 (1 time og 3 minutter) - Åbning / afslutning: Raelsan / Elle viendra quand même - Gæster: Gringe - Forrige album: N'importe comment (The Remixes) (2010)