Shai - …if I Ever Fall in Love

Albumet …If I Ever Fall in Love af Shai giver et indblik i en bestemt periode inden for R&B, hvor en ambitionel vokal møder en lejlighedsvis forsigtig udførelse, og derved skaber en unik lydidentitet for en amerikansk kvartet. Udgivet den 28. september 1992 hos Gasoline Alley, markerer dette album officielt gruppens karriere med en tilhørende single, der blev udgivet samtidig, og som skabte en øjeblikkelig forbindelse mellem radio og studie.

Optagelserne i Atlantic Studios i efteråret 1992 under K.C. Porter og Troy Taylor

Albumets oprindelse ligger i Atlantic Studios i efteråret 1992, under ledelsen af producenterne K.C. Porter og Troy Taylor. Målet var klart: at fange en R&B-essens, der navigerer mellem klassiske koder og de populære lyde, der var i mode på det tidspunkt. Den primære produktion, selvom Carl "King" Carters involvering er usikker for alle sangene, havde til formål at skabe et akustisk miljø, der var velegnet til gruppens harmonier. Det var i denne konfiguration, at Shais første album blev skabt, en forsøg på at forene kraften i et moderne lyd med soul-traditionen.

Præcise harmonier og blanding af klassisk og moderne R&B

Albumets lydlige identitet er baseret på vokalharmonier, der er præcise og detaljerede, hvilket antyder en kraftfuld og eksplosiv lyd, men uden overflødige pyrotekniske elementer. På titlen Sexual Interlude er den vokalistiske tekst karakteriseret ved en stramt sammenvævet vokal, hvilket skaber en specifik harmonisk tæthed, der kompenserer for fraværet af eksterne gæster eller samarbejdspartnere. Denne renhed i kvartetten tvinger gruppen til at finde sin indre rigdom, og omdanner hvert nummer til et lukket rum, hvor den eneste variabel er den vokalistiske præstation. Kombinationen af klassiske og moderne elementer, som denne tilgang understøtter, giver en tematisk sammenhæng til hele albummet, selvom nogle af de mindre numre kæmper for fuldt ud at udnytte dette potentiale.

Den implicitte vokalstyrke i fraværet af pyrotekniske elementer

Det paradoks, der præger albummet, ligger i konflikten mellem løftet om en kraftfuld vokal og realiteten af en udførelse, der nogle gange halter. Stephen Thomas Erlewine fra AllMusic bemærkede, at, med undtagelse af titessangen, var størstedelen af albummet ikke på niveau med forventningerne til et så talentfuldt band. Rolling Stone gav tre og et halvt stjerner, og roste de præcise harmonier, der indikerer en eksplosiv vokal, men som ikke viser mange spektakulære elementer. Denne vurdering fremhæver spændingen mellem kvintettens teoretiske potentiale og den konkrete udførelse af de sekundære sange, som Together Forever eller Baby I'm Yours, hvor den harmoniske tæthed er til stede, men ikke altid når højdepunkterne i titessangen.

Den fuldstændige mangel på gæsteoptrædende, der isolerer albummet i dets rene kvintet-udtryk

En modstridende arv mellem den positive kritik fra Rolling Stone og de forbehold fra AllMusic