Steve Lacy - Flaps

Steve Lacy komponerer ikke for at fylde stilhed; han udnytter den som en revne mellem to verdener, her mellem maskinens mekaniske latter og en beboers hæse stemme. Flaps, udgivet i 1973 på Pipe Records, er denne åbne revne, hvor byen afsløres fra et skævt perspektiv. Mellem den satiriske humor i titlerne dedikeret til Pee Wee Russell eller Charles Chaplin og den mørke urbane poesi i en hyldest til Fritz Kotrba, fungerer pladen som en maskine, der omdanner hverdagen til lydmateriale. Det handler mindre om at spille saxofon, og mere om at få gaderne til at tale gennem et instrument, der nægter den konventionelle melodi for at omfavne selve lyden af byens støj.

Pee Wee Russell eller latteren før teksten

Åbningen af pladen er ikke blot en simpel introduktion; det er et manifest: Flaps (To Pee Wee Russel) etablerer straks ideen om, at man ikke er kommet her for renæssancen af standarder eller for akademisk virtuositet. Titlen på den første sang er en hyldest til en anden saxofonist, men behandlingen er langt fra en klassisk hyldest. Steve Lacy bruger sit soprano-instrument som et værktøj til social observation, hvor humor bliver en forsvarsmekanisme mod den moderne jazz's homogenisering. Sangen fungerer som en pause i Lacys karriere, mellem The Gap (1972) og Trickles (1976), og markerer et øjeblik, hvor saxofonisten nægter at blive begrænset til en rolle som virtuos, men i stedet genoptager sin funktion som fortæller.

Charles Chaplin: når jazz bliver filmkritik

Den anden side af pladen fortsætter denne filmiske udforskning med Flops (To Charles Chaplin), der omdanner en kulturel reference til et råt musikalsk materiale. I modsætning til et album som Epistrophy (1969), der fokuserede på Thelonious Monks harmoniske struktur, er her titlen en invitation til dekonstruktion: Chaplins navn er ikke en nostalgisk henvisning, men et perspektiv, gennem hvilket Lacy ser sin egen by. Denne sang fungerer som en melodisk kontrast til de mere mørke kompositioner, der følger, og skaber en konstant dialog mellem ironi og alvor. Den østrigske trompetist Franz Koglmann er ikke blot til stede på pladen; han komponerer originale stykker som Bowery 1 og Steirish WC Nr. 2, der fungerer som direkte svar på Lacys tekster, og danner et duo, hvor hver intervention er en replik i en uendelig by-dialog.

Fritz Kotrba og skrivningen af en urban poesi

Hvis man følger den præcise nummerering af sanglisten, ender man med Hommage To An Old Raincoat (To Fritz Kotrba) som det sidste nummer, som fungerer som en afslutning på albummet med en øget poetisk intensitet. Dette afslutningsnummer står i kontrast til den humoristiske åbning og skaber en narrativ struktur, hvor den oprindelige humor forvandles til urban melankoli. Flaps forbliver et album, hvor sopranstemmen bliver et instrument til social satire, og hvor det daglige liv bliver til et kompositionsmateriale. Mellem Steve Lacys originale kompositioner og Franz Koglmanns, mellem humoren i hyldest til kulturelle figurer og den mørke poesi i en politisk hyldest, fungerer albummet som en lydkort over sin egen tid. Det er ikke blot et jazz-samarbejde, men et forsøg på at placere sopransaxofonen i en specifik urban kontekst, mellem satirisk humor og social engagement.

Tekniske oplysninger

- Udgivelsesår : 1973 - Pladeselskab : Pipe Records - Antal sange : 8 - Åbning / afslutning : Flaps (To Pee Wee Russel) / Hommage To An Old Raincoat (To Fritz Kotrba)